Dreng solgte piller med rottegift

14-årig fremstillede selv narko med rottegift, som han derpå solgte til jævnaldrende på Djursland.

Fire unge fyre måtte en tur på skadestuen efter at have spist piller fulde af rottegift. Narkoen var fremstillet af en 14-årig pusher, skriver Randers Amtsavis.

- Han fremstiller selv stofferne, som han sælger videre med god fortjeneste igennem et større netværk af forhandlere. Derhjemme har han en lille maskine, som kan komprimere kemikalierne, så de får den rigtige pilleform, fortæller Jim Thrane fra gruppen Aktive Forældre i Midtdjurs.

De fire forgiftede meldte pusheren, men fordi han var under den kriminelle lavalder, slap han med en advarsel og et par løftede pegefingre, og han kan derfor fortsætte ufortrødent med sin virksomhed.

- Det er chokerende, at hverken hans forældre eller myndighederne for alvor skrider ind, for nu bliver det sandsynligvis for sent, inden der sker noget, siger Jim Thrane til avisen.