Dreng røvet under veksling af pengesedler
Fredag aften blev en 14-årig dreng udsat for et røveri i Værkmestergade i det centrale Aarhus. Gerningsmændene beskrives som unge mellem 11-25 år
En 14-årig dreng har helt sikkert fortrudt, at han prøvede at være venlig over for en anden ung mand fredag aften i det centrale Aarhus. Her gik den 14-årige med til at veksle penge for ham, der kort efter skulle vise sig at være en røver.
Ofret gik med til at veksle to 200-kronesedler og en 100-krone seddel om til den 500-krone seddel, som han havde på sig.
Læs også
Efterfølgende sagde ham, der ville have sedlerne vekslet dog, at den ene seddel var falsk og spurgte den 14-årige, om han ville have en anden. Manden tog herefter alle pengesedlerne tilbage og begyndte at gå fra stedet.
- Da den 14-årige bad om at få sine penge tilbage, nægtede den unge mand at udlevere pengene og truede den 14-årige med tæsk, hvis han ikke holdt mund, oplyser Østjyllands Politi.
Herefter slap røveren altså afsted med 500 kroner mere, end han havde i forvejen. Han var sammen med to medgerningsmand. Ofret har kunnet give politiet et signalement af dem alle, som kan ses herunder.
Signalementer
Den ene medgerningsmand beskrives som ca. 20-25 år, mellemøstlig af udseende, 180-185 cm høj, almindelig af bygning og med sort kort hår og sort skæg. Han var iført en sort kasket, en blå/hvid/rød jakke, lyseblå denimbukser og sort/grå sko.
Den anden medgerningsmand beskrives som en dreng på ca. 11-12 år, mellemøstlig af udseende, 160-165 cm høj, slank af bygning og med krøllet sort hår. Han var iført sort tøj.
Kilde: Østjyllands Politi
Røveriet fandt sted i Værkmestergade omkring kl. 19.20 fredag aften.
Har du oplysninger i sagen, hører politiet gerne fra dig på tlf. 114.