Dreng efterladt på tysk rasteplads

André Christiansen fra 8.C på Hasle Skole blev i fredags efterladt på en rasteplads tre timer syd for grænsen.

Skoleeleven var sammen med sin klasse på vej hjem fra en studietur i Berlin. Da bussen fra Abildskou busser holdt pause på rastepladsen, gik han på toilettet, og da han kom ud var bussen kørt.

- Jeg er chokeret over, at man kan efterlade en 15-årig dreng på en resteplads tre timer syd for grænsen, siger André Christiansens stedfar, Stefan Jensen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Hasle Skole erkender, at det var lærerne, der var med på turen, som har ansvaret for, at André Christiansen blev efterladt.

Iføgle busselskabet fik chaufføren først besked om, at der manglede en elev, da bussen var på motorvejstilkørslen fra rastepladsen, og på det tidspunkt var det for sent at vende om.

André Christensen fik fat i en politipatrulje, som kørte efter bussen og stoppede den, så han kunne komme ombord igen.

Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND i aften klokken 19.30.