Dramatisk praktikophold
Studerende opholder sig i Filippinerne
23 lærerstuderende fra Aarhus Læreruddannelse er lige nu i udlandspraktik i Filippinerne. Et dramatisk ophold, hvor de studerende har været vidne til to naturkatastrofer. Det skriver DR Østjylland.
- De var rystede især efter jordskælvet, men alle har det godt og er ikke kommet til skade, siger Bjørn Laigaard til DR Østjylland.
Tæt på ødelæggelserne
De 23 lærerstuderende er i udlandspraktik i byen Cebu City, og det er blot 70 kilometer fra nogle af værste ødelæggelser.
- Cebu City er heldigvis ikke så hårdt ramt, men det er første gang, at studerende har været så tæt på en naturkatastrofe, så vi skal nu drøfte, om det skal have nogle konsekvenser i forhold til at sende studerende derned i fremtiden, siger Bjørn Laigaard.
To af de 23 studerende er på vej hjem. Resten bliver dernede indtil videre, og har jævnligt kontakt med Bjørn Laigaard.