Drama på motorvejen
Svanefar døde efter redningsaktion
Hundredvis af bilister var fredag morgen vidne til et sandt drama på motorvejen mellem Randers og Hadsten.
Ifølge Østjyllands Politi havde et svanepar med flere unger forvildet sig ud på kørebanen, hvor de begav sig ud på en farlig spadseretur mellem de hurtigtkørende biler.
Politiet modtog meldingen om svanerne kl. 06.28.
- Mange biler bremsede hårdt op, og trafikken klumpede sammen. En patrulje fik samlet dyrene sammen i vejsiden, hvorefter betjentene fik jaget svanemoderen og ungerne ud på en mark, fortæller vagtchefen ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Mens resten af svanefamilien befandt sig på marken, fløj svanefaderen rundt i nærheden. På et tidspunkt vendte den tilbage til motorvejen. Det skulle vise sig at blive en fatal beslutning.
- Den blev kørt ihjel kort tid efter, at den havde sat sig på kørebanen. Senere rykkede Falck ud og fik den fjernet, fortæller politiets vagtchef.
Hele dramaet udspillede sig i løbet af en halv time. Kort efter kl. 7 gled trafikken på E45 igen normalt.