Drama om el-fusion

Blank stemme i Sønderjylland afgørende for plan om stor fusion med østjyske NRGi og Energi Horsens.

En enkelt blank stemme kommer til at afgøre, om der skal være realiteter i planerne om en stor fusion mellem energiselskabet NRGi Århus, det sønderjyske energiselskab ESS og Energi Horsens. Det oplyser Ritzau.

Dramaet om den blanke stemme udspiller sig hos sønderjyderne i ESS. To jurister overvejer i disse dage, om en tom stemmeseddel fra et møde i selskabet i sidste uge skal tælles som en afgiven stemme eller ej. Hvis den ikke tæller som afgiven stemme, er fusionen vedtaget. Tælles den blanke med som afgiven, mangler der 0,28 procent i det nødvendige flertal.

NRGi leverer blandt andet el til cirka 140.000 kunder i Århus, på Djursland, Mols, Samsø, Tunø og Anholt.