Drama ned til sidste stemme: Nervøse politikere reddet på målstregen
Niels Fuglsang (S) får sidste stol i EU. Margrethe Auken (SF) er den store vinder i Aarhus, mens Morten Løkkegaard (V) brager til tops i syv kommuner.
Den danske valgdeltagelse ved Europa-Parlamentsvalget slår rekord. 66 procent af de stemmeberettigede har sat deres kryds. Derfor har det også taget tid at få alle fintællinger på plads.
Men nu er sidste stemmeseddel talt op, og de endelige opgørelser er for alvor på plads.
Læs også
Det betyder, at det nu også er på plads, hvem der fremover kan se frem til en fast arbejdsplads i EU. Hos Socialdemokratiet var der nemlig næsten til det sidste tvivl om, hvem der skulle have den tredje stol i Europa-Parlamentet.
Den stol kan den unge aarhusianer Niels Fuglsang (S) se frem til at sidde på. Det viser den endelige valgopgørelse fra KMD.
Læs også
- Jeg har det så vildt. Det her er det vildeste, jeg nogensinde har oplevet. Jeg er så overvældet. Jeg tror, vi skal have en øl eller to. Altså jeg har aldrig været så glad. Det er fantastisk, siger Niels Fuglsang til TV2 ØSTJYLLAND kort efter, at resultaterne kom frem.
Helt indtil den sidste stemme var talt op, var det en nervøs kandidat, der ventede på resultaterne.
- Det er meget nervepirrende, og jeg håber på det bedste. Jeg tør ikke sige for meget eller tro for meget. Lige nu kan jeg ikke gøre andet end at vente, sagde Niels Fuglsang tidligere i dag.
Læs også
Niels Fuglsang stiller i år kun op til Europa-Parlamentet, og han vil kæmpe for den grønne omstilling og vedvarende energi, som han mener, vil komme østjyderne til gode.
- Jeg vil komme til at kæmpe den grønne sag. Jeg vil øge målsætningen for EU, og i Østjylland er vi førende inden for vedvarende energi, så det vil også være en østjysk sag, som vil komme arbejdspladser her i landsdelen til gode, siger han.
Det tredje mandat skulle findes mellem ham, Marianne Vind og Morten Klessen - Niels Fuglsang fik det tredje mandat. Udover ham er også Jeppe Kofoed og Christel Schaldemose med i Socialdemokratiets trup til Europa-Parlamentet.
De ti største stemmeslugere
1: Morten Løkkegaard (V) fik 207.558 stemmer.
2: Søren Gade (V) fik 201.626 stemmer.
3: Margrete Auken (SF) fik 199.522 stemmer.
4: Jeppe Kofod (S) fik 188.757 stemmer.
5: Peter Kofod (DF) fik 119.408 stemmer.
6: Morten Helveg Petersen (R) fik 97.667 stemmer.
7: Pernille Weiss (K) fik 80.140 stemmer.
8: Christel Schaldemose (S) fik 65.179 stemmer.
9: Nikolaj Villumsen (Enh) fik 50.567 stemmer.
10: Rina Ronja Kari (Folkebevægelsen) fik 45.824 stemmer.
Kilder: KMD
Radikal trækker sig fra Folketingsvalg
Hos Radikale Venstre var der dog ret stor sikkerhed om, hvem der ville få deres andet mandat. Det første mandat får Morten Helveg Petersen, mens Karen Melchior får det andet.
Læs også
- Det er helt vildt stort, og jeg er glad for at vælgerne har støttet op om vores politik. Jeg er selvfølgelig spændt, men jeg har valgt ikke at holde øje med optællingen før hen på eftermiddagen, hvor det er mere sikkert, hvilke kandidater der kommer ind, siger Karen Melchior til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun er folketingskandidat i Østjyllands Storkreds i Horsenskredsen, men eftersom hun er valgt ind i Europa-Parlamentet, stiller hun ikke op som folketingskandidat.
- Hvis det bliver mig, der får det andet radikale sæde i Europaparlamentet, så trækker jeg mig fra folketingsvalget, og så vil jeg hjælpe de øvrige radikale kandidater i den sidste del af deres valg, sagde hun tidligere i dag.
Østjyllands største vindere
Den endelige valgopgørelse fra KMD viser, at særligt to politikere bragede igennem i Østjylland.
Læs også
I Aarhus Storkreds var det Margrethe Auken, der løb med sejren, mens Morten Løkkegaard (V) blev den store vinder i i alt syv østjyske kommuner. Størstedelen af stemmerne fra Samsø, Favrskov, Skanderborg, Odder, Horsens, Norddjurs og Syddjurs gik nemlig til spidskandidaten for Venstre.
I Randers Storkreds fik Jeppe Kofod (S) de fleste stemmer, mens det i Silkeborg var Søren Gade (V), der løb med sejren.