Dragefestival malede himlen i alle verdens farver

For tredje gang blev der lørdag afholdt dragefestival i Grenaa.

Dragerne kom til vejrs i Grenaa.

Der er ikke noget at gøre ved, at blæsten er svær at få at se. Det skulle da lige være at tage dragen under armen og sende den til himmels.

Bliver dragen hængende, så er det let at gætte, at det blæser.

Læs også Henrik har bygget 50 drager: - Det er ikke kun for børn

Og lørdag var der både blæst og drager i luften over Grenaa. Her blev dragefestivalen nemlig afholdt for tredje gang.

- Der findes ikke noget bedre end at se en masse farver på himlen, siger Lars Skibelund, der selv er dragebygger.

Jeg håber virkelig, at Grenaa kommer på landkortet med dragefestivalen.

Keld Overgaard Jensen, arrangør af dragefestivalen i Grenaa

Lars Skibelund møder troligt op til arrangementet, der er inspireret af lignende dragefestivaler på Fanø og Rømø.

- Når jeg ser fascinationen i øjnene på de børn, der er med til dragefestivalen, så synes jeg virkelig, at det er det hele værd. Det er virkelig skønt at opleve glæden i et barneansigt, når de kan finde ud af at flyve med en drage, forklarer Lars Skibelund.

01:38

VIDEO: Her kan du høre Lars Skibelund fortælle om, hvorfor han synes, drager er fascinerende.

Luk video

Skal blive en attraktion

Lørdag er Keld Overgaard Jensen også gået ned på stranden i Grenaa. Han er nemlig arrangør af dragefestivalen, og derfor skal han også ned at se, hvor mange drager der pryder himlen.

- Det er fantastisk at se, når børnene nyder at flyve med dragerne, siger han og fortsætter.

Det er virkelig noget, som kan starte snakken rundt om middagsbordet.

Lars Skibelund, dragebygger

- Det er en oplevelse at stå for sådan et arrangement, og jeg håber virkelig, at Grenaa kommer på landkortet med dragefestivallen. Som det er lige nu, så siger de fleste: Fanø og Rømø, når der bliver snakket om dragefestival. Men om to år skal alle folk i stedet sige; Grenaa, Fanø og Rømø, lyder det fra arrangøren.

Drager fås i mange former og farver.

Og det håber Lars Skibelund også ender med at blive virkeligheden i fremtiden. For han mener, at alle har glæde af drageflyvning.

- Det er noget, som alle folk har haft en oplevelse med. Og det er virkelig noget, som kan starte snakken rundt om middagsbordet, siger han.

Læs også Særtog til Grenaa markerer afslutning på letbanens første etape

Og så er det selvfølgelig også en meget god måde at tjekke blæsten på. For den er som bekendt usynlig.