Dræbte geder fundet i skov
Hundelufter gjorde makabert fund i krat
En hundelufter gjorde i går et makabert fund, da hun gik tur i en skov nær landsbyen Granslev.
Bag et krat fandt den kvindelige skovgæst tre dræbte geder, som var blevet smidt i skovbunden. De tre geder - en buk og to gedekid - var blevet skudt i hovedet, lige ved hornene.
Efter fundet kontaktede hundelufteren skovejeren, Geert de Lichtenberg fra Bidstrup Gods.
Han undrer dig over, hvorfor gederne er blevet slået ihjel.
- De er måske blevet stjålet og dræbt for at chikanere ejeren. Det kan også være, at ejeren bare ville af med dem - og ikke ville betale regningen for at få dem aflivet af en dyrlæge, siger Geert de Lichtenberg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De tre geder er efter alt at dømme blevet slået ihjel et andet sted, hvorefter de i bil er blevet fragtet til Geert de Lichtenbergs skov. Her er de formentlig blevet slæbt fra en bil og videre ind i skoven.
- Da det er min skov, er jeg nødt til at få gederne fragtet væk og destrueret. De stinker som bare pokker, fastslår Geert de Lichtenberg.
Se mere i tirsdagens nyhedsudsendelser på TV 2 | ØSTJYLLAND.