Dræbt ved glatføreulykke på Djursland
Mandlig bilist bragede ind i kassevogn, som var kommet til at stå på tværs på isglat vej
En glatføreulykke ved Stubbe Sø nord for Ebeltoft på Djursland har kostet en 53-årig mand fra lokalområdet livet.
Bilisten kunne sent tirsdag aften ikke nå at bremse sin ældre Opel Kadett, da en Mercedes Sprinter kassevogn pludselig stod på tværs af Ebeltoftvej, fortæller vagtchefen hos Østjyllands
Politi.
Opel Kadetten bragede direkte ind i kassevognen, der var kommet i slyng på den isglatte vej.
Føreren af kassevognen blev kørt på sygehuset med mindre kvæstelser.
Ifølge vicepolitikommissær Anders Villumsen fra Grenaa Politi, er der fortsat usikkerhed om det præcise forløb af ulykken. Fx. om kassevognen blev ramt i samme øjeblik, som den snurrede rundt, eller om den stod stille, da den blev ramt.
Bilinspektørerne undersøger nu de to ulykkesbiler, blandt andet med henblik på at forsøge at fastslå Opelens fart ved sammenstødet.
Der var så glat i området, at akutbilen kørte i grøften, netop som redderne ankom til ulykkesstedet. De slap begge uden kvæstelser og kunne behandle ofrene i de to ulykkesbiler.