Dræbt af sin overbo

En 44-årig mand fra Brabrand blev lørdag aften dræbt af adskillige knivstik efter et voldsomt skænderi i sin overbos lejlighed.

En 44-årig mand fra Brabrand blev lørdag aften dræbt af sin 56-årige overbo, der foruden at skære halsen over på underboen tilføjede ham adskillige knivstik. Efter drabet trådte den 56-årige ud på trappen foran lejligheden på Ingasvej og råbte "Jeg har slået ham ihjel". Råbet tilkaldte naboerne, som tilkaldte politiet. Flere af naboerne fulgte efter den 56-årige ind i dennes lejlighed, hvor de fandt den 44-årige liggende dræbt i en blodpøl.

Da politiet kort efter kl. 22 lørdag kom til stedet, var den 56-årige mand helt rolig og lod sig anholde. Ifølge kriminalpolitiet i Århus skete drabet efter et voldsomt skænderi mellem den 44-årige mand og en besøgende kvinde. Hun søgte ly hos overboen, men den 44-årige løb efter hende ind i den 56-åriges lejlighed, hvor skænderiet fortsatte. Skænderiet fik en mand og en kvinde, der var på besøg hos den 56-årige mand, til at forlade lejligheden. Skænderiet endte først, da den 56-årige jog en kniv i sin underbo og skar halsen over på ham. Den 56-årige mand fremstilles søndag formiddag i grundlovsforhør, hvor han sigtes for drab.