Dræber træer om natten
Træer ved villakvarterer i Århus bliver i stigende grad udsat for drabsforsøg i nattens mulm og mørke.
De er flotte, mener mange, og de er offentlig ejendom. Det drejer sig om høje træer i Århus Kommune. Men det er ikke alle, der kan se det flotte i dem, og det er ikke alle, der respekterer, at de er offentlig ejendom.
F.eks kan Århus Stiftstidende fortælle, at fire fredede bøgetræer i Mindeparken nu står helt uden blade, efter at ukendte gerningsmænd sprøjtede gift ind i stammerne. Det skete sidste sommer. Men typisk er det især træer ved villaer, som bliver udsat for den grove hærværk.
- Det er uforståeligt og ærgerligt, at folk ødelægger træerne for egen vindings skyld. Vi gør, hvad vi kan for at skabe en grøn by, og det er svært at få træerne til at gro ordentligt. Når de gror godt, og folk ødelægger dem, er det en rigtig træls oplevelse, siger Jørgen Winther Høgstrup, koordinator og landskabsarkitekt ved Grønne Områder i Århus Kommune, til Århus Stiftstidende.
Fra Østjyllands Politi lyder det, at gerningsmændene sjældent bliver straffet, da det ofte er meget vanskeligt at bevise hvem, der står bag træskændingerne.
Se meget mere om sagen i aften på TV 2 | ØSTJYLLAND fra klokken 19.30.