Drabssigtet for anden gang
Er tidligere frikendt i sag om drab på strand
Den 35-årige mand, som i dag blev varetægtsfængslet for fire uger, sigtet for knivdrabet i Brabrand på den 56-årige Per Ernst Mikkelsen, har tidligere været sigtet for drab.
Den gang var han 33 år og sigtelsen førte til en tiltale for drab. Men i retten blev han frikendt.
Ifølge TV 2 | Østjyllands oplysninger drejer den tidligere sag sig om det likvideringsagtige drab på den 41-årige Lennart Kalby.
Drabet på Lennart Kalby skete ved stranden Ørnereden i Moesgårdskoven syd for Århus den 31. oktober 2008. Lennart Kalby blev skudt i baghovedet på klos hold med et oversavet jagtgevær og frarøvet 6.000 kroner.
Nægtede sig skyldig
Den tiltalte nægtede sig gennem retssagen skyldig og hans forsvarer fremhævede i retten, at sagen byggede på indicier. Blandt indicierne var, at den tiltalte skulle have ejet et oversavet jagtgevær, der var blevet væk kort før drabet, samt at han ved anholdelsen lå inde med et beløb i kontanter.
De tekniske undersøgelser påviste dog hverken DNA-beviser eller fingeraftryk på pengene, der kunne føres tilbage til den dræbte.
Forsvarsadvokaten tordnede i retten, at han aldrig havde set så tyndt bevismateriale og domsmandsretten kunne ikke nå til enstemmighed om skyldsspørgsmålet: Den tiltalte blev frikendt med stemmerne 2-1. Anklagemyndigheden besluttede sig for ikke at anke sagen og den tiltalte fik erstatning for uberettiget varetægtsfængsling.
Drabet på den 41-årige Lennart Kalby er dermed uopklaret.
Nu risikerer den samme mand så at havne på anklagebænken igen, sigtet for drab for anden gang. Foreløbig valgte dommeren i dag at varetægtsfængsle ham for fire uger. Han kærede ikke afgørelsen til Landsretten.