Drabssag uden lig
Stor mystik om forbrydelse i Auning
En 19-årig mand er fængslet ved retten i Randers, sigtet for drabet på en 25-årig mand fra Auning.
Han skulle angiveligt være slået ihjel mandag morgen i et hus i Auning, hvorefter den 19-årige skulle være kørt væk med liget og offerets to hunde. Det skriver Ekstra Bladet onsdag.
Inden han kørte, stak han ild til huset, der brændte ned til grunden. Problemet er, at da den 19-årige blev anholdt på Sjælland, var liget af den 25-årige forsvundet, erfarer Ekstra Bladet.
Den 19-årige er narkomisbruger og kilder siger til Ekstra Bladet, at drabet kan være begået i en narkorus. Den dræbte kommer selv fra et misbrugsmiljø, men var i færd med en uddannelse.
Politiet er meget tilbageholdende med oplysninger i sagen. Grundlovsforhøret i Randers blev holdt bag såkaldt dobbelt lukkede døre, og det betyder, at end ikke sigtelsen er offentliggjort i retsmødet.