Drabsforsøg efter skænderi

En 20-årig mand blev i dag anholdt. Han sigtes for at have forsøgt at dræbe en 59-årig mand ved at køre ham ned.

Et skænderi mellem en forgænger og en bilist udviklede sig i eftermiddag til et drabsforsøg. En 20-årig mand er anholdt efter han påkørte og kvæstede en 59-årig fodgænger på et fortov i Århus Midtby.

De to var ifølge politiet kommet op at skændes. Den 59-årige mente, at den 20-årige ikke overholdt sin vigepligt ved et fodgængerfelt.

Mange vidner har forklaret politiet, at den 20-årige derefter forfulgte den 59-årige helt op på fortovet. Det foregik midt i myldretiden, hvor fortovet var fyldt med mennesker. Den 20-årige ramte den 59-årige så voldsomt, at han pådrog sig adskillige svære kvæstelser. Han er dog udenfor livsfare.