Drabsdømt vil frifindes
Ankesag i Brabrandsag starter i dag
En 36-årig mand, som i byretten blev idømt 12 års fængsel for et drab i Brabrand, vil nu forsøge at blive frifundet. Sagen begynder i dag ved Vestre Landsret i Aarhus.
Den 29. april 2011 blev den 56-årige Ernst Mikkelsen fundet dræbt i et grønt område i Brabrand. Han var blevet blevet udsat for slag i hovedet med en rørtang og havde adskillige knivstik i halsen og på overkroppen.
Den 36-årige, som blev dømt for forbrydelsen, nægter sig skyldig. Han er i den usædvanlige situation, at han kun halvandet år tidligere var blevet frifundet i retten for et andet drab, hvor en mand blev dræbt af skud i hovedet på en strand i Aarhus og frarøvet sin tegnebog.
Den nye dag fra Brabrand er anket af både den tiltalte og af anklagemyndigheden.
Forsvareren vil have sin klient frifundet. Forsvarer Jan Schneider siger til JP Århus, at han mener anklagemyndighedens sag bygger på lutter indicier og at der ikke er noget afgørende bevis for, at hans klient skulle stå bag drabet.
Anklagemyndighedern vil have straffen skærpet. De beviser, der overbeviste nævningene i byretten, var blandt andet, at der blev fundet lakrester i den tiltaltes bil, som stemte med de rester af lak, som blev fundet både på liget og på rørtangen, som blev brugt ved drabet og siden smidt i en sø.
Der falder dom i sagen i oktober.