Drab: Mangler gennembrud
Politiet håber på hjælp fra vidner
Torsdag aften blev 48-årige Brian Christoffersen fundet dræbt i sin lejlighed på Poul La Cours Vej i Skanderborg.
Her to dage senere savner politiet stadig det store gennembrud i sagen, der kan gøre dem klogere på gerningsmand og motiv.
- Vi mangler gennembruddet i sagen. Vi vil gerne høre fra folk, der har set Brian Christoffersen i dagene op til mordet, så vi kan kortlægge hans færden, og med hvem han var sammen med, siger Carsten Thostrup, der er vicepolitikommissær hos Sydøstjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Brian Christoffersen er sidst set ved Højvangs Centret i Skanderborg onsdag den 2. april klokken 17.30.
Han er kendt af politiet i forvejen, og han var en del af misbrugsmiljøet i Skanderborg.
- Den foreløbige erklæring fra Retsmedicinsk Institut bekræfter os i, at han er afdød som følge af stump vold, siger Carsten Thostrup.
Har du oplysninger i sagen, eller har du set Brian Christoffersen i tiden op til, at han blev fundet, bedes du kontakte politiet på telefonnummer 114.