DR satser på nyhedsdækning fra Aarhus efter sparerunde

DR laver nyhedsredaktion i Aarhus med den primære opgave at dække den vestlige del af Danmark

Danmarks Radio laver ny og større indlandsreaktion med udgangspunkt fra Aarhus. Foto: Google Streetview

DR opretter en ny og større indlandsredaktion i Aarhus, der skal styrke den regionale forankring af DR's nationale nyhedsdækning.

Den nye indlandsredaktion bliver et af pejlemærkerne i det nye "DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter", der samler ansvaret for DR's nationale og regionale dækning under nuværende nyhedsdirektør Sandy French.

Det bliver en betydelig indlandsredaktion i Aarhus, der får som primær opgave at dække den vestlige del af Danmark.

Sandy French, nyhedsdirektør

Det skriver Mediawatch.

- Det bliver en betydelig indlandsredaktion i Aarhus, der får som primær opgave at dække den vestlige del af Danmark og sørge for, at vi får løftet antallet og kvaliteten af historier på de nationale platforme med et andet udgangspunkt det, vi har i København, siger hun.

Redaktionen skal være på plads inden for et år.

Én enhed med 720 ansatte

Sammensmeltningen af DR Nyheder og DR Danmark til én enhed skaber et område med 720 ansatte.

Sandy French vil ikke over for Mediawatch at sætte et præcist tal på, hvor mange ansatte den nye indlandsredaktion i Aarhus kommer til at have.

Læs også Chefredaktør om medieforlig: De har opdaget, at lokale medier er vigtige

Som et led i DR's spareplan, der blev præsenteret tirsdag, skal der skæres otte procent i udgifterne på nyhedsområdet.

Det er mere end DR's distrikter og tv-drama, der helt bliver holdt fri af besparelserne, og mindre end eksempelvis underholdning og sport, som bliver beskåret med henholdsvis 25 og 24 procent.

Ved et pressemøde tirsdag annoncerede DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, at besparelserne i DR vil føre til afskedigelsen af mellem 375 og 400 ansatte.