DR opretter ny redaktion
Danmarks Radio vil have flere regionale nyheder
Danmarks Radio, DR, vil styrke sin dækning af regionale nyheder og har derfor besluttet at oprette en redaktion i Aarhus med fokus på velfærdsområder som for eksempel uddannelse, sygehuse og ældrepleje.
Det oplyser DR i en pressemeddelelse.
- Det er afgørende for DR, at den samlede nyhedsdækning spejler hele Danmark, og vi vil gerne give befolkningen endnu bedre historier fra hele Danmark til hele Danmark, siger Anne-Marie Dohm, der er direktør for DR Danmark og fortsætter:
- Det er i regionale sammenhænge, at vi møder konsekvenserne af beslutningerne på Christiansborg og i EU. Mange af de vigtige valg, vi træffer, har rod i det område, hvor vi har valgt at leve vores liv. Det skal vi dykke mere ned i. Vi kan under de rigtige forhold opdyrke et netværk af kilder og tage afsæt i de kulturelle, politiske, økonomiske og sociale forskelle, der er på tværs af landet. Forudsætningen er, at vi har ressourcerne og kompetencerne til at dykke ned i sagerne og levere gennemarbejdede nyheder med regionalt udgangspunkt og med landsdækkende relevans, og det har vi nu.
Den nye redaktion i Aarhus kommer til at bestå af fem personer, og går alt efter planen, vil de begynde deres arbejde i starten af marts.