DR-nørder får tæsk af ingeniører
Fysiker langer ud efter DR-programmet Store Nørd, der produceres i Århus. Programmet håner fremtidens ingeniører, lyder kritikken.
Der var solformørkelse, ubåde og grundvand. Der var elektromagnetisme, raketter og universet. Og det hele blev ledsaget af sjove lærerige forklaringer på kemien, fysikken og magien i det hele.
I dag er børneprogrammet Store Nørd, der skal formidle naturvidenskab til børn, reduceret til traktortræk og brændt gummi. Det hævder naturvidenskabsfolk og forældre, der kritiserer DR-børneprogrammet på blandt andet Ingeniørens hjemmeside.
En af dem er hospitalsfysiker Klaus Seiersen, der selv har arbejdet med formidling af naturvidenskab.
Formidlingen er virkelig dårlig. Hvorfor køler metanol, når man blander det med benzin? Det køler, fordi det bliver koldt, og det bliver koldt, fordi det køler, lyder en forklaring. Men det er jo ingen
forklaring på kemien, siger han til metroXpress. Klaus Seiersen er en af flere, som mener, DR håner fremtidens ingeniører og forskere og svigter sin public service-forpligtelse ved at
reducere Store Nørd til et program med 'et kikset bonderøvsimage'.
Store Nørd har kørt i flere sæsoner. Efter B&U-afdelingen flyttede til Århus, skiftede DR de to
naturvidenskabskyndige værter ud med værterne Martin og Flemming, der mest er til mange kubik, som der står i præsentationen.
Chefredaktør i DR's B&U-afdeling, Birgitte Fredsby siger, at hun forstår kritikken.
- Drivkraften i programmet er dér, hvor fascination og naturvidenskab mødes, og det er desværre tiltet i denne sæson. Vi er røget lidt for meget over i hardcore motorlarm, så det er en af de ting, vi vil rette op på.