Lille pindsvin var døden nær - så kom Dorthe med paletkniven

Dorthe Dee er en ægte dyreven. Det er der et pindsvin, der sætter stor pris på.

Dorthe Dee sammen med det lille pindsvin, der ikke havde overlevet sit ophold i en brønd, hvis ikke Dorthe havde fundet det.

Når hunden Balder går tur med sin ejer, Dorthe Dee, har den ofte god held med at opsnuse et halvt pølsehorn i rabatten.

Dorthe Dee var af samme grund ekstra opmærksom, da hendes hund lørdag aften pludselig fik færden.

Læs også Pindsvin tørster og sulter i varmen: Sådan kan du redde dem

Denne gang var det dog ikke resterne af en madpakke, Balder kunne dufte. Det var et lille pindsvin, der var faldet ned i en cylinderformet brønd, hvor den sad godt og grundig fast.

Dorthe Dee handlede kvikt og med en hjælpende hånd fra sin nabo, fik hun fat i en paletkniv, som hun fik lirket ind under pindsvinet, så det kunne komme op.

- Jeg er taknemmelig for, at jeg fik øje på den lille fyr. Jeg har reddet et liv, for den var da helt sikkert død af både sult og tørst, hvis ikke jeg havde fået den op, siger Dorthe Dee til TV2 ØSTJYLLAND.

Det lille pindsvin sad, som det fremgår af dette billede, fast i brønden. Foto: Privatfoto

Pindsvineven rykkede ud

Da Dorthe Dee sammen med naboen havde fået pindsvinet fri, ringede de efter organisationen Pindsvinevennerne i Danmark.

Her tog Thomas Skovby Sannino røret og drønede derefter til Randers for at tage sig af det nødstedte dyr, der nu var befriet.

Læs også Pindsvineplejeren Karin: Glad for forbud mod sankthansbål

- Dyret var chokeret over at have ligget nede i brønden. Jeg vil tro, at den har ligget der et par dage, for den kastede op, da jeg tog den op i bilen, siger Thomas Skovby Sannino til TV2 ØSTJYLLAND:

- Men vi nåede godt frem, jeg fik den ned i redekassen, og den fik både mad og vand.

Dorthe Die reddede pindsvinet, som her er inde i kassen. Foto: Privatfoto.

Pindsvinevennerne i Danmark gør generelt meget ud af ikke at håndtere vilde pindsvin for meget, når de er i pleje, da de er vilde dyr og skal blive ved med at være det. 

- Nu skal det tilbage ud i naturen. Heldigvis kommer de sig hurtigt. De er nogle små, seje væsener, siger Thomas Skovby Sannino.

Som redningskvinde får Dorthe Die selv lov at sætte det lille pindsvin tilbage ud til vennerne i Randers.

Det vides ikke, om Balder har fået et pølsehorn for at være med til at redde et pindsvineliv. Foto: Privatfoto

Sådan passer du på pindsvin

  • Dæk hullerne til i haven
     
  • Lad ikke robotplæneklipperen køre i skumringstimer og om natten
     
  • Stil en vandskål frem med vand. Pindsvin kan ikke tåle mælk.
     

Finder du et nødstedt pindsvin, kan du ringe til Pindsvinevennerne i Danmark på vagttelefonen: 30 14 16 65.