Dorothee har lært om dansk sprog og kultur fra Gitte fra Rønde: Nu er de venner

Højskoleeleven Dorothee fra Frankfurt og Gitte fra Rønde har knyttet et venskab, mens de har lært om hinandens kultur

02:31

VIDEO: Højskoleeleven Dorothee fra Frankfurt i Tyskland har knyttet venskab med Gitte Holm Sørensen fra Rønde gennem et projekt, hvor internationale højskolelever skulle fortælle om de danske ældres liv.

Hvordan skaber man sammenhold mellem ældre og unge udlændinge, der skal lære dansk?

Det spørgsmål har de fundet svaret på i Syddjurs Kommune, hvor fem ældre borgere fredag aften afslutter et projekt på tværs af kultur og generation med en gruppe unge udlændinge, der går på højskole.

Men inden da, så var højskoleeleverne en tur i supermarkedet. Indkøbssedlerne var på både tysk, japansk grønlandsk og spansk.

De internationale højskolelever fra Kalø skulle fortælle om de lokale ældres liv. Det har knyttet venskaber på tværs af generationer og kulturer. 

Dorothee fra Tyskland er en af de 20 internationale elever fra Kalø Højskole, der skal servere en traditionel middag inspireret af hendes hjemland, for fem ældre fra Syddjurs Kommune.

De seneste otte uger har Dorothee været en del af et pilotprojekt, hvor fem ældre fra Syddjurs Kommune har mødtes med de udenlandske højskolelelver for at lære dem om dansk sprog og kultur. Eleverne har laver en livsplakat over den ældres liv.

I aften afsluttes projektet så med mad fra forskellige verdenshjørner, og eleverne kan se tilbage på otte uger, der både har budt på nye venskaber, ny kultur og et voksende dansk ordforråd.

Læs også Populært blandt unge: Første dag for nye højskoleelever

Gitte og Dorothee har brugt mange timer sammen i forbindelse med projektet.

Gennem fortællinger med udgangspunkt i billeder over Gittes liv, har Dorothee fået et indblik i dagligdagen i Danmark, samtidigt med at hun har fået trænet sit dansk.

- For mig var det bedste i vores projekt, at se hvor aktiv, du (Gitte, red.), og du stadigvæk har så meget sjov i dit liv, siger Dorothee Reinschütz.

Nu vil Dorothee og Gitte holde kontakten via brev.

- Jeg synes, det bedste har været at være sammen med jer. Og I har lært meget, og jeg har lært meget, fordi jeg har lært om jeres kultur og jeres sprog, siger Gitte Holm Sørensen fra Rønde til Dorothee Reinschütz.

Både kommunen og højskolen har været glade for projektet, og skal efter aftenens middag vurdere, om projektet skal fortsætte med nye elever og ældre.

For Gitte Holm Sørensen og Dorothee Reinschütz vil de holde venskabet ved at skrive breve til hinanden.