Donerer møbler til skole
Skole får brugte møbler for over 50.000 kroner
Elever og medarbejdere på Bavnehøj Skole i Hasselager kan se frem til en masse nye skabe, stole og borde.
Onsdag formiddag var skolens tekniske serviceleder, Lauge Solgaard, forbi firmaet 3R Kontor i Højbjerg, der har doneret møbler for over 50.000 kroner til skolen.
- Jeg synes, det er et fantastisk initiativ. Vi er meget hårdt ramt på økonomien på grund af besparelser rundt omkring. Skolen har svært ved selv at købe møbler i den stil, siger Lauge Solgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
3R Kontor er et firma, der opkøber større virksomheders brugte kontorfaciliteter og sælger dem videre. Nogle møbler kan dog tage lang tid om at blive solgt, og det koster at opbevare dem. Derfor giver firmaet dem videre til institutioner, der kan bruge dem.
- Jeg tror, de fleste mennesker har prøvet at give en virkelig god gave. Det er også den følelse, vi får, når vi giver de her ting væk. Så får vi jo også noget omtale - og det vil jeg da gerne være ærlig omkring, for det er også centralt, fortæller direktøren i 3R Kontor, Steffen Høgh, og fortsætter:
- Det er altså en balance mellem at gøre noget godt og få noget omtale. Så det er en del af vores markedsføring, at vi giver ting væk.
I videoen ovenfor kan du se begge interviews med Lauge Solgaard og Steffen Høgh.