Dømt for at tæve kæreste til døde
En 36-årig mand blev onsdag i Vestre Landsret idømt forvaring for at have tævet sin kæreste til døde.
Tidligt om morgenen den 30. april sidste år gik en 36-årig mand i Århus amok efter at have fejret sin og kærestens fireårsdag og tævede hende så voldsomt, at hun døde af det.
Onsdag dømte Vestre Landsret i Århus Adrianus Johannes Hofsted til forvaring for vold med døden til følge. Selv kunne han på grund af fuldskab ikke huske den voldsomme vold mod kæresten, men den skæbnesvangre morgen ringede han selv til alarmcentralen og fortalte, at han havde slået hende ihjel.
En forvaringsdom bruges kun til de farligste kriminelle og betragtes af mange jurister som den hårdeste dom i det danske retssystem. Den indebærer bl.a., at en lang række myndigheder skal sige god for en eventuel prøveløsladelse, som retten så i sidste ende skal tage stilling til. /ritzau/