Dømt for samleje med ni børn
En 32-årig mand fra Silkeborg blev fredag idømt to år og ni måneders fængsel for at have krænket flere børn seksuelt.
Byretten i Viborg kendte fredag den 32-årige mand skyldig i at have krænket i alt 12 piger seksuelt. Manden blev dømt for at have haft samleje med ni piger under 15 år, for blufærdighedskrænkelse af to piger under 15 år og for at have betalt for samleje med en pige under 18 år.
Desuden blev han kendt skyldig i besiddelse af børneporno. Under en ransagning af mandens computer fandt politiet over 200 billeder og flere end 500 film på ialt mere end 70 timer.
I begyndelsen af året fik politiet et tip om, at manden lå inde med de store mængder børnepornografiske materiale.
Da politiet ransagede mandens computer fandt de - udover børneporno - et detaljeret skema over piger, som den 32-årige havde været i seng med.
En af kolonnerne omhandlede pigernes alder. Her havde den dømte krydset af, om de var over eller under 15 år.
Politiet efterforskede sagen og fik i februar varetægtsfængslet manden, som altså i dag fik sin straf.
Han udbød sig betænkningstid i forhold til at anke sagen.