Dømt for import af kopivarer

Godsejer dømt - kopivarerne opdaget i Aarhus

Toldere i Aarhus opdagede tilbage i 2005 en container fyldt med knive, gafler og strygestål, der var købt i Guandong i Kina. Foto: Global / TV2OJ

Den kendte godsejer Gorm Lokdam, der blandt andet ejer Sophiendal Gods ved Skanderborg, er blevet idømt fire måneders betinget fængsel i en sag om import af kopier af Global-knive fra Kina.

Det var helt tilbage i 2005, at toldere i Aarhus opdagede en container fyldt med knive, gafler og strygestål, der var købt i Guandong i Kina.

 

Sagen har verseret i flere år. Allerede i 2012 blev Gorm Lokdam ved Retten i Aalborg idømt en bødestraf på 50.000 kroner, og det er den dom, som landsretten i Aalborg nu har skærpet.

I alt omfatter sagen ifølge anklagemyndigheden op imod 9.000 stykker kopier af Global-køkkentøj.

Virksomheden Rosendahl, der er eneforhandler af Global-produkter i Danmark, fik nedlagt fogedforbud.

Dømt til at destruere knivene

I 2008 blev den 58-årige Lokdam i en civil retssag i Sø- og Handelsretten dømt til at destruere knivene og betale en godtgørelse til Rosendahl på 200.000 kroner. Den dom blev i 2011 stadfæstet af Højesteret.

Men godsejeren ignorerede dommens bestemmelse om, at han skulle destruere kopivarerne. I stedet videresolgte han dem, fastslog Østre Landsret i september i år.

Derfor blev han dømt til at betale erstatning og vederlag på 400.000 kroner til Rosendahl, ligesom han skulle betale sagsomkostninger på 150.000 kroner.

Nu har Vestre Landsret så afgjort straffesagen om kopi-importen.

Forretningsmanden havde anket byrettens afgørelse for at blive frifundet, men i stedet er straffen blevet skærpet.

Imidlertid er de fire måneders fængsel gjort betinget. Han slipper for at afsone, hvis han ikke begår kriminalitet i et år.