Dømt for grov udnyttelse
Far og søn får fængselsstraf
Et ulovligt familieforetagende, som har arbejdet i blandt andet Østjylland, har i dag fået retslige konsekvenser.
En 36-årig mand straffes med fængsel i to år, mens hans far på 53 år idømmes fængsel i to år og seks måneder for åger. Mændene er blevet frifundet for menneskehandel i forbindelse med tvangsarbejde, men er til gengæld blevet dømt for grov økonomisk udnyttelse af rumænere. Dommen blev afsagt i retten i Helsingør.
Retten finder det bevist, at de økonomisk groft har udnyttet en gruppe rumæneres manglende kendskab til danske forhold. Rumænerne arbejdede med rengøring først i Nordsjælland og derefter i Midt- og Østjylland.
- Der er sket en systematisk udnyttelse af rumænerne, siger retsformanden.
Far og søn udnyttede, at rumænerne ikke kendte noget til danske forhold og udsatte dem for ganske betydelig underbetaling, fastslår retten.
Lønnen var omkring 3000 kroner om måneden plus logi under usle forhold i en garage, ligesom de fik et til to måltider om dagen.
Arrangementet sikrede far og søn en stor berigelse.
- De kunne køre i dyre biler og så videre, bemærker retsformanden.
Ifølge retten var det den 53-årige far, der var hovedperson i underbetalingen og udnyttelsen af rumænerne.
Sønnen havde en mindre rolle, men til gengæld dømmes han for en række bedragerier til cirka en halv million kroner.
Faren accepterer efter dommen, at han er skyldig i åger. Han vil kun anke straffens længde til Østre Landsret. Sønnen har taget betænkningstid med hensyn til en eventuel anke.
Ved domsafsigelsen konstaterer retsformanden, at bestemmelsen om menneskehandel i straffeloven er "problematisk."
- Det er meget vanskeligt at håndtere bestemmelsen i praksis, siger dommer Benedikte Cederkvist.
Frifindelsen for menneskehandel skyldes, at der ikke er beviser for, at rumænerne blev udsat for tvangsarbejde.
Tidligere på måneden forsøgte anklagemyndigheden at få en 34-årig mand dømt i en lignende sag. Men der var ikke beviser nok mod manden, og anklageskriftet var upræcist. Sagen har anklagemyndigheden anket til landsretten.