Dømt for drab på sin ven
20-årig slog familefar ihjel i Auning
En 20-årig mand blev fredag ved Retten i Randers dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling for at have dræbt en 25-årig mand på Djursland.
Han blev dømt for om morgenen den 24. oktober sidste år at have dræbt den 25-årige Danny Johnny Stendahl Hansen i en villa i Auning.
Efter drabet lagde han liget i bagagerummet i en bil, som han kørte til en sø nær Mejlby. Her blev liget kastet i vandet.
Om formiddagen blev der med optændingsblokke og benzin sat ild til villaen, som udbrændte.
Kunne ikke finde liget
Efter anholdelsen af den 20-årige kunne politiet ikke finde liget. Han kunne ikke huske præcis, hvor han var kørt hen.
Derfor måtte Østjyllands Politi tage usædvanlige midler i brug.
Det blev aftalt med flyvevåbnet, at et jagerfly udstyret med kamera skulle overflyve og fotografere et bestemt område, som kunne være relevant.
Men det var en borger, der kom med det afgørende tip, efter at politiet havde bedt offentligheden om hjælp.
Drabsmand er sindssyg
Mentalundersøgelsen af den nu 20-årige mand konkluderede, at han er sindssyg og derfor ikke kan idømmes en almindelig fængselsstraf.
Ifølge ekstrabladet.dk forklarede den 20-årige i retten, at han slog kammeraten ihjel, fordi han frygtede for sit liv. Angiveligt havde han flere gange fået tæsk og var blevet truet på livet, hvis han ikke gjorde, som den 25-årige forlangte.
Foruden anbringelse på en psykiatrisk afdeling blev den 20-årige dømt til at betale 357.277 kroner i erstatning til offerets datter.