Dømt for drab på 55-årig kvinde
To unge mænd er blevet dømt for at have bagbundet og kvalt en kvinde i hendes lejlighed i Holme.
To mænd på henholdsvis 18 og 19 år blev i dag dømt for at have dræbt en kvinde i Århus-forstaden Holme.
Drabet fandt sted i november sidste år, hvor den 55-årige Mona Birgit Teichmann blev bagbundet og kvalt i sin lejlighed. De to unge mænd blev anholdt få dage efter drabet.
Drabet fandt sted, efter at Mona Birgit Teichmanns hjemmeboende datter, der på daværende tidspunkt var 20 år, havde gjort et forhold med den ene af mændene forbi. Samme datter fandt senere sin mor død.
Vestre Landsret har endnu ikke taget stilling til strafudmålingen. Den endelige dom ventes derfor først at blive afsagt i eftermiddag.
De to gerningsmænd risikerer op til 14 års fængsel og udvisning af Danmark. Den ene af mændene er fra Uganda, mens den anden har pakistansk baggrund.