Dommer sløsede med retssag
Sag fra retten i Århus skal gå om, fordi dommeren ikke var grundig nok, har Vestre Landsret bestemt.
Om igen. Sådan lyder kendelsen fra Vestre Landsret over en byretsdommers indsats i en straffesag fra Århus Byret.
Landsdommerne har vurderet, at en halv times behandling i byretten i september sidste år mod en 27-årig mand ikke var grundig nok, og derfor skal en ny byretsdommer i Århus nu begynde forfra.
Som konsekevens af den forlængede sagsbehandling håber mandens forsvarsadvokat, Anders Skovholm, at hans klient kan blive idømt samfundstjeneste i stedet for ubetinget fængsel.
Den 27-årige mand blev i byretten idømt en fællesstraf på et års ubetinget fængsel efter at have tilstået en række tilfælde af dokumentfalsk over for pengeinstitutter.
/ritzau/