Dommer fængsler to rockere fra Randers i sag om knivdrab

En dommer har søndag vurderet beviserne mod to mænd, der er mistænkt for drab i Haverslev

To mænd fra Randers er blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for drab. Foto: Per Frank Paulsen

Med få timers mellemrum overgav to drabsmistænkte rockere sig selv til politiet henholdsvis natten til søndag og tidligt søndag morgen.

Den ene troppede op hos politiet i Randers, mens den anden mistænkte meldte sig selv til Nordjyllands Politi i Aalborg.

Læs også Efterlyste i drabssag er anholdt - begge er medlemmer af rockerklub

Mændene er henholdsvis 24 og 28 år og er begge medlemmer af rockerklubben Satudarah. De er sigtet for drabet på en 35-årig mand i Haverslev i det centrale Himmerland.

Siden ofret omkom onsdag aften i sidste uge har de to mænd været eftersøgt, og flere politikredse - herunder Østjyllands Politi - har intensivt ledt efter de mistænkte. 

Begge kommer fra Randers-området og har i forvejen flere domme bag sig. De er således særdeles godt kendt af politiet i forvejen.

01:02

VIDEO: Nordjyllands Politi rykkede tirsdag aften massivt ud til et industriområde ved Haverslev mellem Randers og Aalborg. Video: Local Eyes

Luk video

Belastende beviser

Søndag har de været fremstillet i grundlovsforhør. I den forbindelse har en dommer besluttet at varetægtsfængsle begge i fire uger. Det oplyser anklager Majbrit Bak fra Nordjyllands Politi.

- Dommeren fandt, at der er begrundet mistanke om, at de er skyldige i manddrab, siger Majbrit Bak.

Politiet mente da også forud for retsmødet at have så belastende beviser mod de anholdte, at der var belæg for at kræve dem fængslet. De sigtede selv nægter sig til gengæld skyldige i anklagerne mod dem.

Dommeren fandt, at der er begrundet mistanke om, at de er skyldige i manddrab.

Majbrit Bak, Nordjyllands Politi

Drabet fandt angiveligt sted onsdag aften. Her modtog Nordjyllands Politi klokken 21.28 en melding om et voldsomt slagsmål på en tankstation ved Industriparken i Haverslev.

Ikke så langt derfra fandt politiet efterfølgende den 35-årige mand, der var stukket med kniv. Manden blev 20 minutter efter alarmopkaldet - klokken 21.48 - erklæret for død af en tilkaldt læge.

Ikke en del af bandekonflikt

Tidligt torsdag morgen valgte Nordjyllands Politi så at efterlyse de to mænd, der nu er anholdt og fængslet, med navne og billeder.

Mens de anholdte begge er rockere, var den dræbte hverken medlem af en bande eller en rockerklub. Dog var han kendt af politiet og havde relationer til det kriminelle miljø. Det er imidlertid ikke politiets opfattelse, at forbrydelsen er en del af en rocker- eller bandekonflikt.

Læs også 35-årig sigtes for drab på ekskone: Er far til flere børn

- Men det kan have været en personlig konflikt, der ender i drab. Vi er stadig ved at udrede alle trådene, har vicepolitiinspektør Frank Olsen tidligere sagt til mediet Nordjyske.

Grundlovsforhøret søndag foregik for lukkede døre, hvorfor offentligheden ikke kan få indblik i detaljer fra politiets efterforskning eller de sigtedes forklaringer.