Domkirken skal rengøres
Røgskade: 10 personer skal gøre kirken klar til jul
Mandag formiddag blev Aarhus Domkirke spærret af, da en brand sendte en masse røg ind i kirken.
Derfor bliver der nu arbejdet på at gøre domkirken klar til brug i den travle juletid, og mandag var der opsat flere luftrensere i kirken.
- I morgen tidlig (tirsdag, red) kommer der ti personer, som går i gang med støvsugere for at støvsuge gulvet og væggene op til fire meters højde, siger Søren Bo Jensen, der er kirkeværge i Aarhus Domkirke.
Røgen opstod, da der gik ild i en støvsuger i forbindelse med fjernelse af asbestholdigt materiale fra domkirkens gamle bygning i Skolegade 100 meter fra kirken, og røgen bredte sig til domkirken via en underjordisk varmekanal.
- Vi har fået konstateret i dag, at der ikke var asbest i den røg, som trængte ind i kirken, siger Poul Henning Bartholin, der er domprovst i Aarhus Domkirke.
Det er dog alligevel nødvendigt at lukke kirken for offentligheden, mens rengøringen står på. Men den burde være klar til igen at slå dørene op for kirkegængerne igen på onsdag, og derfor er julegudstjenesterne ikke i fare for at blive aflyst.
- I forbindelse med gudstjenesten på søndag og julegudstjenesterne, så er der ikke noget ændret, for luften er renset, så der er ingen risiko for at blive syg ved at gå i kirke, så man kan trygt komme her, siger Poul Henning Bartholin.
Du kan se mere om branden og rengøringen af domkirken i indslaget øverst på siden.