Dom i terrorsag: Forsvarer overvejer at anke til landsretten

En 26-årig mand fik onsdag sin dom i terrorsag. Forsvareren fastholder sin påstand om, at der ikke er bevis for, at han ville tilslutte sig Islamisk Stat

01:11

Forsvarer Claus Bonnez har bedt om betænkningstid, i forhold til om dommen skal ankes. Du kan se interviewet med ham og anklager Jacob Balsgaard her.

Tre års fængsel og en betinget udvisning blev straffen til en 26-årig mand, der er opvokset i Danmark, men har tunesisk baggrund.

Manden var tiltalt for at have ladet sig hverve af Islamisk Stat og for at have modtaget terrortræning.

Der er ikke bevis for, at min klient havde til hensigt at tilslutte sig Islamisk Stat. Han kom derned, og lige så snart, han opdagede, hvor han var, trak han sig ud.

Claus Bonnez, forsvarer

Men dommen er forsvarer Claus Bonnez ikke helt tilfreds med, og forsvaret har derfor bedt retten om betænkningstid, i forhold til om dommen skal ankes.

- Der er ikke bevis for, at min klient havde til hensigt at tilslutte sig Islamisk Stat. Han kom derned, og lige så snart, han opdagede, hvor han var, trak han sig ud, siger forsvarer Claus Bonnez til TV2 ØSTJYLLAND.

Vælger forsvaret at anke dommen til landsretten, vil Claus Bonnez gå efter en ren frifindelse.

Læs også Retten sender 26-årig syrienkriger tre år bag tremmer

Men selvom forsvareren mener, at dommen er for hård, glæder han sig trods alt over, at den straf, der onsdag blev udmålt, bestod af tre års fængsel frem for fem år, og at den 26-årige fik en betinget udvisning og ikke en ubetinget udvisning.

Tilfreds anklager

Mens forsvareren er skeptisk, er anklager Jacob Balsgaards reaktion på resultatet af dagens strafudmåling overvejende positiv.

- Jeg er tilfreds med, at tiltalte er fundet skyldig i den tiltale, der er rejst mod ham. Det vil sige, at han har ladet sig hverve af Islamisk Stat, og at han er blevet trænet af dem under et ophold i Syrien i 2013, siger Jacob Balsgaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også 26-årig kendt skyldig i at lade sig hverve til terror

Retten valgte derimod ikke at imødekomme anklagemyndighedens påstand om en ubetinget udvisning af de 26-årige mand med tunesisk baggrund.

Den 26-årige har nægtet sig skyldig i tiltalen og forklaret, at han tog til Syrien for at dele nødhjælp ud til den syriske befolkning.

Du kan se interviewet med forsvarer og anklager i videoen øverst i artiklen.