Dom: Fem år i fængsel
Har tilstået en stribe lovovertrædelser
En røveriturné i Jylland og flere tyverier af såkaldte muskelbiler har torsdag ført til en dom på fem års fængsel til en østjysk mand.
Henrik Benedicht Hansen, der er i 30'erne, har i et retsmøde i Aarhus tilstået en stribe lovovertrædelser.
Han har erkendt sig skyldig i røveri mod Handelsbanken i Sdr. Omme i 2012 og mod Sydbank i Horsens sidste år. Desuden har manden tilstået forsøg på røveri mod Jyske Bank i Bjerringbro i 2012 og i forsøget på et røverisk overfald mod en bankmand i Rønde samme år. Endelig har manden nikket ja til, at han har deltaget i flere brugstyverier af værdifulde biler, oplyser politiet.
Den dømte overvejer nu, om han vil anke straffens længde til Vestre Landsret.
Henrik Benedicht Hansen har sammen med en håndfuld andre mænd været varetægtsfængslet siden sidste sommer.
Garvede gerningsmænd
Under forsøget på at opklare de grove sager brugte politiet såvel telefonaflytninger som rumaflytninger. Gruppen har ifølge Østjyllands Politis opfattelse arbejdet meget professionelt både forud for røverierne og under selve udførelsen.
Under røverierne gjorde gerningsmændene sig bemærket ved at true med koben og ved at knuse ruder. Udbyttet ved røverier og ved biltyverier løber samlet op i flere millioner kroner.
- De er gået efter dyre biler med mange hestekræfter, udtaler vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen i en pressemeddelelse.
Fire andre mangler endnu at få dom, oplyser politiet om sagskomplekset.
I pressemeddelelsen beskriver politiet mændene som garvede kriminelle fra Aarhus - flere af dem deltog blandt andet i millionrøveriet mod Danske Bank i Brabrand i 2007, fremgår det.