Dørmænd på kursus i at tackle narko: Et problem hver weekend
Politi, kommune og restauratører i Aarhus inviterer dørmænd på kursus i at håndtere narko i nattelivet
En formentlig narkopåvirket mand er faldet ned af trappen på et diskotek i Aarhus. Han har kastet blod op og er nu bevidstløs.
Situationen er en del af et rollespil, som 45 dørmænd mandag aften blev udsat for på diskotek Kupé i Aarhus.
De havde meldt sig til kurset 'Tryg nat i byen,' der har til formål at styrke indsatsen mod euforiserende stoffer og håndteringen af påvirkede personer, der kommer ud for uheld.
- Det er godt, at der bliver arrangeret sådan et kursus, fordi vi hver weekend står i situationer, hvor vi har personskader, og hvor vi har narkopåvirkede unge mennesker, som vi skal kunne tage os af på en forsvarlig måde, og det synes jeg, at vi kommer godt igennem på kurset, siger Jonas Bertelsen, der er dørmand og chef for vagtselskabet Guard Group, der servicerer 16 restaurationer i Aarhus.
Det er Aarhus kommune, der står bag kurset i samarbejde med Østjyllands Politi og byens restauratører.
Tryg tur i byen
Samarbejdet mellem politi, kommune og restauratører skal sikre, at dørmænd og ledere fra byens værtshuse og natklubber står godt rustet i kampen mod euforiserende stoffer i byens natteliv.
- Aarhus skal være en tryg by, og det gælder ikke mindst i vores natteliv, hvor rigtig mange især unge mennesker hygger sig og fester. De skal opleve, det er trygt at gå i byen i Aarhus, og derfor vil vi sørge for, at dørmænd og andet personale på værtshuse og natklubber forstår at gribe ind over for ulovlige rusmidler, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).
Læs også
- Det er ulovligt at besidde og handle med narkotika, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at stoppe det, fordi det kan have mange negative konsekvenser for både den enkelte og for omgivelserne. Det er også et område, hvor hverken købere eller sælgere er særligt interesserede i at blive opdaget. Så jo flere, der kan bidrage til indsatsen mod ulovlige rusmidler i nattelivet, desto bedre. Derfor er det selvfølgelig rigtigt godt med et tæt samarbejde mellem os i politiet og byens restauratører, siger politidirektør i Østjyllands Politi, Helle Kyndesen.
Allerede stort fokus
Ifølge dørmændene på kurset har de allerede stor viden om førstehjælp og narkotika, men de mener, at det kun gavner at få genopfrisket den viden.
Læs også
- Aarhus er efter min mening en af de byer i Danmark, der har det tryggeste natteliv, og alt, der kan være med til at gøre det endnu bedre og mere trygt, bakker vi op om, siger Jonas Bertelsen.
- Vores firma har altid haft et fantastisk samarbejde med Østjyllands Politi, men det giver et løft, at vi bliver samlet og får genopfrisket førstehjælp og hører status på narko i nattelivet, siger Peter Sletskov, der ejer vagtfirmaet Elite Vagt & Sikring.
I videoen øverst kan du se et eksempel på, hvad dørmændene lærer på kurset.