Døden ovenfra: Fra 1. september er rovfugle tilladt i jagt

Rovfugle må nu bruges af særligt uddannede jægere. En silkeborgensisk falkoner er begejstret, men Dansk Ornitologisk Forening er bekymrede

02:02

VIDEO: Jægere med særlig tilladelse kan se frem til en ny hjælper under jagten.

Fra i dag, lørdag, bliver det en smule hårdere at være hare.

To af dyrets største fjender, nemlig mennesket og rovfuglen, har fra i dag tilladelse til at slå sig sammen under jagt. 

Læs også Med Franz på bukkejagt med bue og pil

Det har indtil lørdag den 1. september været forbudt at anvende rovfugle til at jage, men nu må falkonerer benytte sig af de bevingede jagtmakkere.

- Så sejrede fornuften. Der var nogle politikere, der ikke kun tænkte på stemmer, der sagde, at det her er fornuftigt, selvfølgelig skal falkonererne have lov til at gå på jagt med deres fugle, siger Flemming Sanggaard, der er falkoner ved Silkeborg Ørnereservat.

Jeg synes, det er rigtig trist for rovfuglene. Der er flere rovfugle nu, der kommer til at sidde i bur nu bag lås og slå.

Egon Østergaard, Formand for Dansk Ornitologisk Forening

Ændringen af loven er kun tiltænkt særligt uddannede jægere, hvor Flemming Sanggaard er en af de få. Man skal både have jagttegn og en bestået falkonerprøve, hvis man vil jage med rovfuglene.

- Den borer sine store fangere godt ind i ryggen og ind i hovedet og nakken på den. Så kan vi gå hjem og spise og lægge en hare på middagsboret. Et samarbejde mellem rovfugl og menneske, som man har gjort det de sidste 4000 år, siger jægeren til TV2 ØSTJYLLAND.

Her har fuglen Fligg "nedlagt" et tøjdyr, der til forveksling ligner et byttedyr.

Flere fugle i fangenskab

Mens begejstringen ikke er til at overse hos Flemming Sanggaard, er holdningen noget anderledes hos flere foreninger for dyrs rettigheder.

- Jeg synes, det er rigtig trist for rovfuglene. Der er flere rovfugle nu, der kommer til at sidde i bur nu bag lås og slå hele livet og kun en gang imellem kommer ud og flyve, siger Egon Østergaard, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening.

Læs også Ulveentusiast søger lort på Djursland: - Den skal være 3,5 cm tyk

Den silkeborgensiske rovfuglsentusiast mener dog, at de skarpkloede jægerassistenter er ganske velegnede til at leve med mennesker.

- Det er noget af det mest naturlige overhovedet at rovfugle jager i naturen. Det har nærmere været unaturligt, at vi ikke har kunne bruge fuglene til det, de er skabt til. Derfor er det rart, at de nu ikke længere er nogle få personers rabiale holdninger imod rovfugle i fangenskab, som har kunne styre dagsordenen, siger Flemming Sanggard til TV2 ØSTJYLLAND. 

Flemming Sanggaard må fra dags dato medbringe sin rovfugl Fligg, når han skal på jagt.

Udover at hjælpe mennesker med at få frisk hare til aftensmad, ser Flemming Sanggaard desuden en række andre situationer, hvor den nye tilladelse kan drages til nytte af fællesskabet.

- Inde i byerne, hvor de har problemer med rågekolonier og den slags, der kan vi nu gå ind og bruge nogle fugle, som er effektive til at afhjælpe de her problemer, i stedet for at vi skal have bevæbnede skytter til at rende rundt inde i byerne, siger han.

Ordningen skal evalueres efter fire år af Miljø- og Fødevareministeriet.