Død mand i brændt kolonihavehus er identificeret

Politiet mener ikke, at brand i kolonihavehus var påsat. Men brandårsag er endnu ukendt.

Branden i kolonihavehuset blev hurtigt slukket af brandvæsnet. Foto: Privatfoto

Østjyllands Politi har fredag fået identificeret den person, som torsdag blev fundet død efter en brand i et kolonihavehus.

Det var en 54-årig mand uden fast bopæl, der blev fundet død efter branden i kolonihavehus i Haveforeningen Risskov ved Aarhus, oplyser Østjyllands Politi fredag. De pårørene er underrettet.

Årsagen til branden, der opstod tidligt torsdag morgen, er fortsat ukendt. Foto: Per Kristensen/Privatfoto

Politiet modtog anmeldelsen om branden klokken 05.28 torsdag morgen.

- Brandvæsnet blev hurtigt tilkaldt, og efter cirka en time var branden slukket, sagde Jakob Christiansen, pressemedarbejder hos Østjyllands Politi, torsdag til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Formodet tyv brændte inde i kolonihavehus

Brandårsag fortsat ukendt

Da branden blev slukket, fandt politiet liget af den 54-årige. Men i første omgang var hans identitet ukendt.

Den 54-årige havde ikke bopæl på adressen, oplyser politiet, der ikke mener, at branden er påsat.

Haveforeningen Risskov, hvor der torsdag var brand, ligger i det nordlige Aarhus.

Østjyllands Politi har været i kontakt med ejerne af huset, og hverken de eller deres venner eller familie har været i huset ved brandens opståen.

Læs også 36 meter høj omdiskuteret mobilmast ved kysten skudt til hjørne

Politiets teknikere skal nu forsøge at klarlægge årsagen til branden.