Dødsstødet til modulordning

Et byrådsflertal i Århus vil sløjfe den omstridte modulpasningsordning i de kommunale daginstittutioner.

Den omstridte modulpasning i Århus Kommune er en saga blot. Det foreslår et flertal i byrådet bestående af Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF. Forslaget kommer efter en undersøgelse af modulordningen, der viser, at et flertal af forældrene er utilfredse med ordningen.

I stedet skal forældre tilbydes heltids- og deltidspladspladser til børnene i de århusianske daginstitutioner.

- Børnefamilierne rummer kimen til fremtidens samfund. Jeg håber, at den kim får bedre vækstbetingelser med det her tiltag - det skylder vi dem, siger De Radikales rådmand Peter Thyssen.

- Vi skal sikre Danmarks bedste daginstitutioner til de århusianske børn. Det kræver, at vi afskaffer modulordningen og laver en ordning fri for bøvl og besvær. Vi vil give de århusianske forældre mulighed for en fleksibel og smidig børnepasning, udtaler borgmester i Århus Nicolai Wammen (S).

Det fælles forslag består konkret af en ordning med heltids- og deltidspladser. En heltidsplads dækker hele institutionens åbningstid, mens en deltidsplads dækker 30 timer.

- SF er tilfredse med, at Århus får en børnepasning, hvor daginstitutionerne sikres en bedre og stabil økonomi. Dermed genskaber vi nogle bedre rammer for det pædagogiske arbejde. Samtidig er SF meget fokuseret på at udvikle børneområdet med en mindre bureaukratisk struktur, hvor pædagogernes faglighed slippes løs, siger SF's rådmand Dorthe Laustsen og Claus Thomasbjerg, medlem af Børn og Unge-udvalget for SF.

Læs mere om valget i Århus Kommune