Dødsbrand i silo op i Folketinget
Forskellige brandårsager skal forklares
Arbejdstilsynets vurdering af årsagen til dødsbranden på Grenaa Havn i juli sidste år, hvor arbejdsgiveren er fritaget for ansvar, lander nu på beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) bord, skriver Fagbladet 3F.
SF's arbejdsmarkedsordfører vil blandt andet bede ministeren forklare, hvordan Arbejdstilsynet kan nå frem til en anden brandårsag end de brandeksperter, der undersøgte dødsbranden.
Branden kostede en 51-årig mand livet, da han brændte ihjel 10 meter oppe i en lift, mens han arbejdede med en skærebrænder inde i en silo.
- Det er en forfærdelig ulykke. Jeg undrer mig meget over, hvorfor Arbejdstilsynet ikke vil svare de efterladte, når indholdet af Arbejdstilsynets indstilling, som politiet følger, har stor betydning for, om de kan få erstatning af arbejdsgiveren eller ej, siger arbejdsmarkedsordfører for SF Eigil Andersen til Fagbladet 3F.
Direktør for Arbejdstilsynet Jens Jensen har ingen kommentarer. Arbejdsgiveren P. Olsen & Sønner afviser ethvert ansvar for dødsulykken.