Dødsbilist skal straffes hårdt
Der er moren til den 15-årige dreng, der blev kørt ihjel af spritbilist, der vil have strafferammen udnyttet maksimalt.
Ulykken skete den 31. oktober sidste år, da en 25-årig mand kørte over for rødt og ramte drengen i krydset mellem Silkeborgvej og Åby Ringvej i Århus.
Bilisten var spirituspåvirket, og stak i første omgang af fra ulykkesstedet uden at komme de tilskadekomne til undsætning.
Den 15-årige dreng var i gang med at tage knallertkørekort, da han blev kørt ihjel.
- Vores liv er smadret på grund af ham. Dødsbilisten. Jeg hader ham så meget og føler ikke, at han har ret til at være her, siger moren Pia Hansen til Ude og Hjemme.
Hun har derfor sendt en appel til samtlige retspolitiske ordførere på Christiansborg. Her opfordrer hun til at straffe dødsbilisten hårdt.
Pia Hansen frygter, at bilisten kan slippe med kun to års fængsel.
- Jeg appellerer til, at man ikke følger retspraksis, men følger lovgivningen, der giver mulighed for otte års fængsel. Det er ikke rimeligt, at man kan straffes hårdere for økonomisk kriminalitet end for at tage et menneskeliv, siger hun til Ude og Hjemme.