Dødsbilist for retten

Fredag starter retssagen mod den mand, der i oktober sidste år påkørte og dræbte en 15-årig dreng fra Harlev

15-årige Mark Hansen fra Harlev ved Århus mistede livet i oktober 2007, da han var ude at køre med en knallertkøreskole på vej over Åby Ringvej.

Føreren kørte cirka 120 km/t og var påvirket af enten alkohol eller af stoffer. Han kørte efterfølgende væk fra gerningsstedet.

Fredag formiddag starter sagen så i byretten i Århus.

Manden på anklagebænken er tiltalt for i alt 17 forhold, og han kan få op til fire års fængsel. Idet den tiltalte var prøveløsladt, vil reststraffen blive lagt oven i en eventuel ny straf.

Moderen til den dræbte mener, at fire år er alt for lidt.

Der er mulighed for, at retten i Århus behandler sagen som en ren tilståelsessag. Sker det, vil retssagen slutte samme dag, som den begyndte.

<b>TV 2 | ØSTJYLLAND er med til retssagen. Se med fra klokken 19.30.</b>