Dødeligt syg fik fyreseddel
Kommune fyrede dødeligt syg medarbejder
Før påske fik Dorthe Hjarsbæk den værst tænkelige besked af sin læge. På grund af sin kræftsygdom havde hun kun halvandet år tilbage at leve i.
På trods af dødsdommen valgte hendes arbejdsgiver, Silkeborg Kommune, at give den 43-årige silkeborgenser en fyreseddel.
- Jeg synes, det er uacceptabelt. Det gør ondt, siger hendes mor, Jonna Hansen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Frygter for økonomien
Dorthe Hjarsbæk var ansat som kantineleder på en kommunal institution, indtil hun sidste efterår blev sygemeldt med leukæmi.
Både Dorthe og hendes mand Henrik er for berørte af sagen til selv at udtale sig. De frygter for fremtiden og økonomien, når hendes fratrædelsesordning udløber i februar.
- Jeg forstår ikke, at man ikke kan lade Dorthe have den sidste værdighed i det sidste stykke tid og lade hende beholde sit job, siger Dorthe Hjarsbæks veninde, Didde Nonbo Kristiansen.
Kommunen ærgrer sig
Silkeborg Kommune forklarer, at det bestemt ikke er fast politik at give en dødeligt syg medarbejder en fyreseddel. Derfor ærgrer man sig over sagen.
Fratrædelsesaftalen blev indgået på et møde i august, og ifølge personalechef i Silkeborg Kommune, Frank Høy, foregik det i mindelighed, og han undrer sig over, at der nu er utilfredshed med aftalen.
- På det tidspunkt hvor aftale bliver indgået, har vi opfattelsen af, at det er en gunstig aftale for os alle sammen, som vi er enige om og er glade for, siger han.
Ifølge Dorthe Hjarsbæks fratrædelsesaftale kan opsigelsen blive annulleret, hvis hun vender tilbage til sit arbejde i en længere periode frem til februar næste år.