Død krop - levende mand
Syrisk kunstner giver indblik i krigens rædsler
Mithkal Alzghair er kunstner. Han taler ikke så godt engelsk, men det er også ligemeget. For ham er det kroppen, der fortæller historien.
Han er i denne måned i Aarhus for at give danskerne et indblik i situationen i Syrien og den krig og ødelæggelse, som hans landsmænd oplever.
På Godsbanen i Aarhus viser han sin forestilling under titlen "den døde krop". Her hejser Mithkal Alzghair sig med hjælp fra seler op i luften på en palle, hvor han kæmper for at holde sig oppe.
Mithkal Alzghair har selv oplevet krigens rædsler og forsøger gennem bevægelserne at give oplevelserne videre:
- Det er en måde at demonstrere gennem kunst på scenen, hvad der sker i virkelighed, siger Mithkal Alzghair til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Mithkal Alzghair arbejder til daglig som koreograf, danser og performer.
Hans forestilling vil kunne opleves gratis i aften fra klokken 18 til 19 i Den Rå Hal på Godsbanen.
Se, hvad tilskuerne mener om det levende kunstværk i tv-indslaget øverst på siden.