Død er savnet familiefar
Politiet: Lig i havnen er Mads Fisker Weiling
Østjyllands Politi fortæller mandag formiddag, at det lig, der lørdag blev fundet i Aarhus Havn, er Mads Fisker Weiling, som har været forsvundet siden november 2014.
- De pårørende har genkendt ham, og vi er sikre på, at det er ham, siger politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi.
Det var dykkere fra et privat eftersøgningshold, der fandt liget i Aarhus Havn bassin 8, da civile var ude for at lede efter netop Mads Fisker Weiling.
Mads Fisker Weiling forsvandt den 30. november efter en julefrokost i det centrale Aarhus. Siden har foreningen Missing People Denmark ledt efter ham til lands og til vands primært i området omkring Aarhus Havn, hvor Mads Fisker Weilings mobiltelefon gik på en sendemast, inden den mistede forbindelsen.
Østjyllands Politi oplyser, at der mandag skal foretages ligsyn og efterfølgende en obduktion, som med sikkerhed skal slå dødsårsagen fast.
TV 2 | ØSTJYLLAND var med Missing People Denmark ude at lede efter familiefaderen lørdag, hvor liget blev fundet. Den reportage kan du se her.