Død efter overhalingsulykke
En 52-årig mand er død og hans kone er i livsfare, efter at de blev ramt af en overhalende bil ved Kongensbro.
Et ægtepar blev i går kort før klokken 18 torpederet mellem Viborg og Århus af en modkørende, der forsøgte at overhale.
Den 52-årige ægtemand, der sad bag rattet i parrets bil, omkom på Viborg Sygehus, hvor hans kone fortsat er i livsfare, oplyser politiet.
Ulykken skete på Århusvej ved Kongensbro nær grænsen mellem Århus og Viborg amter. En bil med fire personer var i færd med at overhale en stribe biler, da vognen frontalt ramte ind i ægteparrets bil.
Den 22-årige fører af den overhalende bil blev overført til Århus Sygehus. Manden, der bor i Viby, er alvorligt kvæstet med en brækket arm og muligt brud i ryg eller nakke, men er uden for livsfare.
De tre passagerer i den overhalende bil blev lettere kvæstet og blev efter ulykken kørt til Silkeborg Centralsygehus.
De pårørende til den afdøde var sent tirsdag endnu ikke underrettet, oplyser politiet. /ritzau/