DMI: Østjylland er landets varmeste sted i dag
Cirka klokken 16 når temperaturen i Danmark sit højeste i dag, og det bliver med al sandsynlighed i Østjylland
Der er flot forårsvejr over Østjylland denne søndag, og østjyderne er faktisk også heldigere end alle andre danskere med dagens vejr.
Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Steen Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det kan meget nemt blive Østjylland, hvor der bliver varmest i dag. Solen har meget magt, og vinden er sydvest, og det betyder, at Østjylland får den højeste temperatur. Det kan lokalt blive helt op til 17 grader i løbet af eftermiddagen, siger Steen Rasmussen.
Læs også
17 grader er dog i bedste tilfælde. Det mest realistiske er en temperatur omkring de 15 grader.
Området mellem Silkeborg, Aarhus og Randers ligner det sted, hvor det bliver varmest, og det er med at komme ud og nyde solen, mens man kan.
- Vi får også sol i næste uge, men det bliver koldere og mere blæsende. Men man skal nyde det i dag, for det bliver noget af en ændring, vi får i næste uge, i forhold til i dag. Så det er ud i haven og nyde vejret, siger Steen Rasmussen.
Læs også
Foråret tager nemlig en pause efter i dag – og i næste uge kan vi komme forbi al slags vejr. Sikkert er det, at det bliver koldere end i dag.
- Næste uge når vi ikke meget over ti grader, og det bliver temmelig blæsende – faktisk ret efterårsagtigt, siger den vagthavende meteorolog.