DMI: Mere sne på vej

Pas på i trafikken mandag morgen

Østjyderne vågnede søndag morgen op til et flot, men koldt vinterlandskab - og der er mere hvidt nedbør på vej.

Natten til mandag kommer der ifølge DMI et mere udbredt snevejr til området.

- Der kommer især sne til Jylland i nattetimerne. Der kan falde mellem to og fem centimeter, siger vagtchef ved DMI Michael Skelbæk til Ritzau.

- Det vil kunne give problemer for morgentrafikken mandag, siger han.

Godt kælke-vejr

I modsætning til trafikanterne kan børn og barnlige sjæle glæde sig over, at sneen nu har lagt sig over hele regionen.

- Der ligger allerede nu sne stort set over hele landet, så det ser generelt godt ud, hvis man gerne vil ud at kælke, siger Michael Skelbæk.

I løbet af mandagen bliver det skyet i den vestlige del af landet. Der kommer flere snebyger, men nedbøren kan også falde som slud eller regn.

Natten til tirsdag kommer der mere slud eller sne fra sydvest. På grund af hård vind er der risiko for snefygning. Temperaturen kommer til at ligge omkring frysepunktet.

Både tirsdag, onsdag og torsdag fortsætter snebygerne.