Djurslands hurtigste racerkører kæmper for international karriere

Casper Pilgaard bliver aldrig verdens bedste, men mindre kan også gøre det for den 20-årige racerkører fra Ryomgård

02:05

Video: Se Casper Pilgaard give den gas med sin Formel 4 Renault. Video: Thomas Gam Nielsen

Han er 20 år og allerede den ældste racerkører, når de danske Formel 4-løb bliver kørt. De andre racere er knap nok mænd endnu og vejer mindre end Casper Pilgaard fra Ryomgård - hvert kilo tæller i de lette Formel 4-biler, når de racer med flere hundrede kilometer i timen. 

Alligevel vandt han i juli måned den seneste afdeling af Renault Formel 4 Danmark, og dermed håber han også, at han kan køre det godt, når 5. afdeling bliver kørt i weekenden på Jyllandsringen ved Silkeborg. 

- Min drøm er da at komme til udlandet og køre noget racerbil. Om det så lige blive den ene eller anden biltype, det ved jeg ikke, siger Casper Pilgaard. 

00:15

Journalisten havde glemt at spænde kameraet ordentligt på. Se, hvordan det går, når Casper Pilgaard ræser af sted. 

Luk video

Benzin i blodet

Det er ikke fra fremmede, at Casper Pilgaard har interessen for motorsport. Hans far Jørgen Pilgaard kørte rally på højt plan i mange år. 

Læs også Politisk flertal ser store muligheder for kattegat-bro

Faren er sammen med onklen også en del af det team, som hjælper Casper med at nå sine mål som racerkører.

Min far betyder nærmest alt for min motorsport. Hvis han ikke havde lagt så mange kræfter, tid og penge i det, så havde jeg ikke kørt racerbil. Det er min far, der har gjort, at jeg sidder i en Formel 4 bil i dag.

Casper Pilgaard, racerkører

- Min far betyder nærmest alt for min motorsport. Hvis han ikke havde lagt så mange kræfter, tid og penge i det, så havde jeg ikke kørt racerbil. Det er min far, der har gjort, at jeg sidder i en Formel 4 bil i dag, siger han. 

00:36

Det tager ikke mange sekunder for Casper Pilgaard at køre hele runden på det køretekniske anlæg i Randers.

Luk video

Han har også fået fortalt historier om dengang, hans far var ude om aftenen og køre rally, og han ikke selv kunne falde i søvn.

- Så var jeg vågen, indtil han kom hjem, og jeg faldt ikke i søvn, før jeg havde været med ude at køre en kort tur i hans bil, fortæller Casper Pilgaard. 

Blå boks: Casper Pilgaard

  • 20 år
  • Født og opvokset i Ryomgård på Djursland
  • Begyndte med at køre gokart som 7-årig
  • Kører nu Formel 4
  • Kører for Team Pilgaard Motorsport
  • De andre i teamet er hans onkel og far
  • Arbejder ved siden af i sin fars bilvirksomhed

Adrealin i svingene

Bilen har en tophastighed på 235 km, men i Danmark må han nøjes med at køre 200 km i timen til løbene. Det fedeste rush får han, når han når svingene.

- Når man kommer med en høj hastighed og skal bremse ned til et skarpt eller du tager et sving med rigtig rigtig høj fart, hvor du kan mærke g-påvirkningen. Det er helt klart den fedeste følelse, siger Casper Pilgaard. 

Når han skal køre i weekenden, er det på Danmarks længste racerbane, Jyllandsringen, der er 2300 meter. Hvis det går godt, så kan komme op i toppen af den danske Renault Formel 4-serie. Derfra er der stadig et stykke til drømmen om en international sæson. Den vej er både brolagt med talent, men i den grad også penge.

Bruger masser af tid og penge

Hans nuværende bil koster cirka en halv million kroner. Derudover bruger teamet 400.000 kroner om året på reservedele, brændsel, transport, tilmelding og forplejning, så det er en dyr fritidsinteresse.

- Og så bruger jeg masser af aftener om ugen i værkstedet på skrue og tilpasse bilen, så den er helt optimeret, når vi skal af sted til løb, siger Casper Pilgaard.

Hvis han skal op og køre en international sæson, så vil det kræve et par millioner kroner til. 

- Selvom jeg aldrig når helt til Formel 1, så elsker jeg stadig ræs, siger han og slutter:

- Og jeg vil gerne blive ved med at være tilknyttet motorsporten resten af mit liv.

Læs også Psykisk syg satte ild til kirke - nød synet af flammer