Djursland - nu med divisionsfodbold

FC Djursland har sikret sig oprykning til 2. division. Det er første gang, at Djursland har et divisionshold i fodbold.

Oprykningen til landets tredjebedste fodboldrække blev en kendsgerning i weekenden, hvor FC Djursland på hjemmebane uden problemer besejrede bundholdet Skive i sæsonens sidste runde i Danmarksserien.

Angriberen Christoffer Hansen bragte grenaaenserne foran efter kun 10 minutter, og med yderligere to scoringer af henholdsvis Mads Harbo og indskiftede Daniel Galler var sejren aldrig i fare.

Dermed endte fusionsklubbens hidtil vigtigste kamp 3-0 til hjemmeholdet. Efter slutfløjtet kunne spillerne trække champagnen op og give cheftræner Brian Engelund den obligatoriske lufttur.

I alt 600 tilskuere overværede kampen mellem FC Djursland og Skive på Grenaa Stadion.