Djursland mangler brandmænd

Djursland mangler 11 brandmænd. Borgerne risikerer at skulle se langt efter brandbilerne, hvis udviklingen ikke vender.

Det er beredsskabschefen, der nu advarer om den manglende sikkerhed.

I modsætning til de større byer, består brandberedskabet på Djursland udelukkende af deltidsbrandmænd med et fuldtidsjob. Når alarmen går, skal brandmændene forlade deres arbejde for at løbe til branden. Og det får færre og færre mulighed for.

- Mellem klokken 6 om morgenen og 17 om eftermiddagen har vi virkelig problemer. Der må vi nogle gange lave samkøring fra flere stationen for i det hele taget at få sat en udrykning sammen, siger beredskabschef Leif Bang.

Formanden for beredskabskommissionen, Norddjurs-borgmester Jan Pedersen (S) håber, at ordningen med deltidsbrandmænd kan fortsætte. Kommunerne har nemlig ikke råd til at ansætte brandmænd på fuld tid.

- Men jeg vil ikke udelukke, at vi bliver nødt til at reagere over for Folketing og regering og sige, at det her holder ikke i længden. Nu bliver vi nødt til at overveje, hvordan vi skal organisere beredskabet i fremtiden, siger han.